Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Målsætning

Målsætning

Det er Helsinge Børnehuses målsætning at skabe daglige rammer, som fremmer børns trivsel, udvikling og selvstændighed. 

Vi ønsker at tilbyde en hverdag med trætte beskidte børn, med sår på knæene. Børn som har en aktiv hverdag, hvor de får muligheden for at tilvælge efter egne interesser og derved møde andre som de kan dele deres nysgerrighed med, samtidig med planlagte aktiviteter der følger den styrkede pædagogiske læreplan. Vi ønsker at give børnene en tryg og udfordrende hverdag, hvor der er plads til alle. Vi mener at børnenes forskelligheder er en styrke, der bidrager til at skabe dynamik.

Vi mener at en del af vores pædagogiske opgave er at støtte barnet i at kunne forstå og udtrykke sine følelser, samt støtte børnene i læringen omkring hensyntagen, respekt og tolerance for deres egne og andres grænser. 

Vi kan som daginstitution introducere børnene for en bredere social kontekst, hvor børnene gradvist kan tilegne sig nysgerrighed, forståelse og accept for normer og spilleregler. Dette med blik for at barnet igennem forskellige samspil lærer at kunne sige til og fra, mens de stadig bevarer deres egen individualitet.

Vores pædagogiske processer skal lede hen imod at barnet ved slutningen af vuggestuen naturligt søger hen imod større udfordringer, samt glæder sig og er parat til at starte i børnehaven, og at det fra børnehaven rejser herfra med en lyst og glæde til at starte i skolen. 

Målet er at skabe en hverdag der i sidste ende ender ud med skole klare, veludviklede og selvstændige børn, som er klar til at begive sig ud i verden. Samtidig med at barnet har tilegnet sig færdigheder og viden, som giver barnet muligheder for at udvikle sig, igennem hele livet.